Meget kan siges om denne rundes kampscene, men smuk var den. Kasper havde været kreativt og skabt nogle flotte bakker og marker. Pers nye palisade til byen var lige i øjet. Vi prøvede med kun en by og en skov i den ene side samt en flod i den anden for lige som at have dem af vejen. Alligevel kom landskabet til at spille en rolle i dette slag.
(NB: click på kortene og billederne for at se dem i al deres skønhed )
Hærer:
500p + gratis general (LD9)
Cremen af Carthago (Per):
The Carthagian Army
1x General Free Hamilkar of Carthage
1x Elephants 150
3x Infantry 135
3x Gaellic Allies 75
2x Numidians 80
2x Skirmishers 60
Total: 500 / BP: 4
Walisiske Helte (Uffe):
Le Arme de Caernafon (Normans)
1x General Free (General Tristan de Caernarfon)
3x Knights 330 (Knights of Pembroke, Virgin Lake and Brecon Hills)
1x Mt. Retainers 60 (Snowdonian Nobles)
1x Archers 40 (Archers from the Oi'Pub)
1x Spearmen 45 (Hungry Horses)
1x Peasants 20 (Freemen of Cardiff)
Total: 495/ BP: 4
Raske Romere (Jens):
Republican Romans
6x Legions - 1x Heavy Cavalry - 1x Skirmishers
Total: 500 / BP: 4
Teutoniske Tæskere (Kasper):
Ordo Domus Sancte Marie Theutonicorum Ierosolimitanorum - Corpus Expeditionarii
1x General Free (Grand Master Ulrich von Junigen)
1x Teutonic Knights 125 (Banner of Graudenz)
1x Crusader Knights 115 (Banner of St. George)
3x Infantry 105 (Banner of Sztum, Rogozno and Eblag)
4x Archers 160 (Banner of Westphalia, Bratianu, Danzig and Gollub)
Toal: 495 /BP: 5
Opstilling
Det var så første gang at vi slog terninger om det hele fordi vi igen var fire hære. Vi spillede om landskabet placering (alle har to omgange med 3d6 til at rykke landskab i cm - der blev rykket lidt frem og tilbage, men det var ikke af afgørende betydning), hvem der skulle starte hvor og hvem der skulle være sammen.
Vi havde håbet på at det ville give en mudret opsætning hvor hærene ikke skulle kæmpe overfor hinanden. Men sådan blev det nu alligevel: Pers carthagensere og Uffes mageløse waliser skulle spille sammen fra nord mod Jens’ romere og Kaspers anakronistiske teutonske sassasinere (de er altså flot malede) fra de sydlige sletter.
Per havde lært af sidste runde og placeret sine elefanter, der stadig er frygtindgydende, med noget større omtanke – de var i centrum. Skoven stod til højre for numiberne – altså mod vest.
Uffe havde holdt fast i sin strategi om at være en tung rytterhær med lidt fodfolk som fyld. Idéen var at fodfolket skulle tiltrække sig opmærksomhed fra fjenden og så skulle det tunge rytteri storme frem og tromle sig igennem og henover modstanderne. Mod øst løb der en nydelig flod.
Overfor Uffe stod så Kaspers anakronisme med en balanceret blanding af mange bueskytter og fodfolk samt en mellemstor hær af tunge ryttere.
Jens romerske legioner er små i størrelse, men fordi der er så mange virker de frygtindgydende. Opstillingen var lige efter bogen – legioner til at beskytte flankerne, mens skirmisherne og kavaleriet stod klar i midten til at løbe frem og irritere modstanderne.
En sidste note om opstillingerne; grundet til at det ser en smule spøjst ud er at vi først slår om hvem der er sammen efter vi har opstillet - derfor skal man kunne angribe/forsvare i begge retninger.
Tur 1
Første tur forløb forholdsvis fredeligt. Pers vilde numibier besatte som det første den nærmeste lille bakke, mens krigselefanterne og hans skirmishers og fodfolk rykkede stille og roligt lige frem. De Galliske allierede skreg sig frem mod midten af bordet.
Uffe fik rykket sine spearmen med bønder som support og bueskytterne en omgang frem i retning mod byen i centrum. Det var dog ikke meningen at de skulle frem i første tur. For nu var det rytternes tur. Men af en eller anden uforståelig grund var der ingen sadler på hestene, det blev ikke denne gang at der blev rykket frem.
Det samme gjaldt for Kasper – fodfolket rykkede frem i en flot lang række og kom i skydeafstand af Uffes bueskytter. At halvdelen af rytterne ikke kom til hest skyldes at man havde glemt at give hestene seletøj på. Dog den halvdel der havde været parat rykkede ind bag fodfolket.
Jens legioner splittede sig op og halvdelen rykkede frem og tog også den nærmeste bakke mens kavaleriet og skirmisherne sætte sig på midten og en legion beskyttede flanken mod angreb fra skoven.
Eneste aktion var at Kaspers bueskytter fik sendt en række pile af sted mod Uffes bueskytter. Efter et tab af en enkelt stand faldt bueskytterne langt tilbage (2 cm fra at dø af ren panik).
Tur 2-3
En meget, meget rolig tur 2. Ingen rykkede. Det er vist første gang det er sket.
Næste tur (tur 3) var stadig i manøvrenes tegn. Per holdt sin bakke mens en afdeling af warbands rykkede øst om den besatte bakke i retning af byen men mest af alt for at få et frit udsyn til den østlige flanke af de romerske legioner.
Jens’ romere modsvarede dette træk ved også at rykke tættere på, men der er stadig ikke kontakt mellem de to hære.
På krigens østlige flanke omgrupperede Uffes fodfolk sig. Spydfolkene med deres bonde-støtte besatte den nærmeste lille bakke og de decimerede bueskytter lagde sig imellem bakken og byen. Men stadig ikke i afstand til at kunne skyde. Hellere ikke denne gang kom hans rytter hær af sted. Denne gang var undskyldningen at de ikke havde fået sat spydbannerne fast på lanserne. Suk.
Kasper ene bueskytter ud af tre rykkede frem og satte sig i hullet mellem en bakke og en sø med en enhed infantry i support.
Tur 4
På den østlige del af slagmarken skete der ikke meget. Uffes fodfolk i form af spydfolk og bønder trak sig tilbage fra deres besatte bakke i et forsøg på at lave en linie mellem bakken og byen sammen med bueskytterne. Men det var en noget rodet opstilling de fik præsteret. Rytterne kom heller ikke af sted i denne omgang. Igen var undskyldningen ikke inspirerende for resten af den walisiske hær – at farvesammensætning af hestene ikke rigtig passede sammen til et angreb lige nu.
Kaspers hær var solidarisk – når farverne ikke passer sammen skal der da ikke ske nogen bevægelse.
Den slags petitesser var Per og Jens dog fuldstændig ligeglade med, så her blev der rykket fremad og i kamp.
Pers elefanter og støttetropper rykkede fortsat fremad langs med skoven i retning mod halvdelen af de romerske legioner. Nu kan de snart se hinanden. Alligevel valgte romerne på denne del at rykke en smule tilbage for at samle sig.
I midten startede så slaget for alvor. En romersk legion besatte slagmarkens eneste by til stor utilfreds, men en ordre er jo en ordre. Pers numibiere rykkede frem og beskød de romerske legioner der blev drevet ind i kornmarkerne bag byen. Dette blev dog straks straffet af det romerske tunge kavalri der angreb de lette numidere, der til Pers store utilfredshed ikke formåede at flygte. Kampen var ensidigt og hurtigt var halvanden enhed elemineret.
Tur 5
Efter de indledende småkampe og drillerier fra skytternes side var turen nu kommet hvor der skulle kæmpes seriøst.
Dog endnu ikke på den walisisk/teutonske side hvor det igen primært var strategiske mesterværker der blev foretaget: Uffes fodfolk fortsatte deres forsøg på at lave en pæn opstilling mens skytterne tog ophold i den midderste kornmark og skød nogle ufarlige salver afsted. Rytterne ville igen ikke frem men denne gang prøvede deres beredne tjenere at vække dem ved selv at ride i forvejen, men ak til ingen nytte. Kernen af det walisiske ridderskab havde ikke travlt med at komme frem og underholdte sig med at finde firkløvere i græsset.
Kasper formåede endnu engang kun at klare én ordre der rykkede to archer og to fodfolksenheder frem mod byen i centret (det bør her bemærkes hvorledes de teutonske tropper nu i fire ture kun havde formået at klare to ordrer....). Disse formåede at drive Uffes skytter tilbage, lige nok til at de kunne deltage i fodfolkets folkemur.
Disse relative fredelige omstændigheder var i stærk kontrast til sagerne imellem arvefjenderne Rom og Carthago. Per startede ballet med at angribe de tre legioner klemt inde mellem skoven og søerne med sine to enheder infanteri og elefanterne. Desværre kunne han kun få klemt to af de tre elefanter ind i kampen.
Jens eneste bevægelser bortset fra kampene var at skubbe en legion frem på den anden side af søen.
Kampen mellem de romerske ryttere og de numidiske blev taget først og var ren udrydelse af sde lette tropper. Endda muliggjorde det at rytterne kunne angribe den skirmisher enhed der "dækkede" hovedkampen. resultatet heraf var at før hovedkampen blev kæmpet stod Jens' ryttere lige bag Pers tropper og truede ham med grimme ting i den kommende tur.
Først var der dog den store kamp. Den bølgede frem og tilbage men omkostningerne var dog værst for romerne der selvom de mirakuløst ikke tog særlig meget skade ej heller gav noget igen. Resulatet var et par decimerede legioner der stod meget spredt og en nordafrikansk hær der ikke havde taget de store skader.
Tur 6
Endnu en tur i kampens tegn. Dog først efter at rytterhærerne havde udført deres ufarlige dans. Endelig var Uffes ryttere vågnet op til dåd.... sådan da. De red faretruende frem men modet fejlede dem da de så hvilke fantastiske fodfolk de stod overfor.
Kasper brugte turen på at få reddet hvad der reddes kunne; to grupper søgte tilflugt på den anden side af floden mens resten søgte til kornmarkerne og byen, efterladende få mål for den vældige walisiske rytterhær.
Igen var sagerne anderledes på den primitive del af landskabet. Her begyndtes ballet ved at elefanterne endnu engang angreb resterne af legionerne mens reserverne vågnede til dåd og bragede ind bag i det romerske rytteri. Ligeledes fik en enhed af de gaelliske lejesoldater øje på en åben flanke af romere og angreb med skræmmende krigsråb. Så skræmmende var de at Jens general må søge tilflugt i de lette skirmishers der stod fredeligt nede bagved.
Kampmæssigt får elefanterne igen dræbt en smule før kampen må afbyrdes, ligeledes overlever det romerske rytteri endnu engang. Legionen der blev angrebet i siden var dog ikke så heldige og blev hurtigt udraderet. Dette åbnede den interessante mulighed for de sejrende gallere at kunne angribe og udrydde skrimisherne og dermed tilfangetage den romerske general. Alle holdt vejret i spænding mens Per kastede sine terninger.... Desværre var der ét sølle hit for lidt (kun 4 ud af 10 ternnger) og Jens kunne ånde lettet op.
Han benyttede sig dog straks af chancen til at få hævn og angreb ud af byen i de resterende gallere, der hurtigt blev dræbt, hvormed Pers hær knækkede (troede vi).
Tur 7
Efter cathargensernes tidlige tilbagetog fra fronten stod de walisiske ryttere skræmmende alene på marken. Dog overraskede de alle ved at vågne op og til dåd. Endnu mere overraskende var at de valgte at vende heste om og søge mod de mere eller mindre mørbankede romere (der tillige havde meget få ryttere til at bekymre de gæve walisere).
De tre knightsenheder vendte dermed om og red mod midten hvorfra de havde en smuk mulighed for at angribe en legionærbrigade - men igen fejlede deres modi det afgørende øjeblik og de blev stående i midten af slagmarken, med ryggen til Kasper....
Eneste anden aktion var et mislykket angreb af spydfolkene mod Kaspers Archer/Infantry brigade der stod beskyttet af kornmarken. En ikke særlig heldig kamp gjorde at spydfolkene mistede to stande og måtte falde tilbage til resterne af fodfolkskæden.
Jens romere tog sig en kort pause til at overveje situationen hvorefter de to legionærenheder angreb resterne af Uffes fodfolk i ryggen. En kamp der da turen endte stadig var igang og havde skåret de tre fodfolksenheder ned til én enhed af Spearmen og én archer - begge omringet af frådende legionærer.
Kaspers tur så den bagerste enhed af archers rykke lidt frem for at komme indenfor skudvidde, der derefter sammen med de andre skytter drev de beredene tjenere endnu længere tilbage.
Og så vågnede det stillestående teutonske-rytteri endelig til dåd! Efter to nemme ordrer bragede de på tværs af hele bordet og kværnede ind i ryggen på Uffes to bagerste Knights-enheder. Herefter fulgte en sand udrydelse af de walisiske adelige (igen...). Efter blodsprøjtne havde lagt sig var de to Knightsenheder reduceret til en enkelt stand der var omringet af en vred og endnu fuldtallig korsfarerenhed. De teutonske brødre havde taget et enkelt tab og havde trukket sig tilbage for at overskue situationen.
Tur 8
Resterne af Uffes tropper skulle nu bare fjernes fra slagmarken, men han havde én mulighed for at få en smule ære med sig fra kampen. De lettere rystede ryttere (der havde set flere hundrede af deres dansepartnere bliver reddet over ende af Europas bedste korsfarertropper) besluttede hurtigt at komme væk og angreb de to legioner der var igang med at udslette Uffes fodfolk.
Kampen mellem korsfarer og knights endte ligeledes hurtigt med en udrydelse af de tilbageværende walisere.
Selvom Uffes riddere gjorde en flot figur og dræbte flere romere, kunne de ikke undgå at de sørgelige rester af både archers og spearmen blev dræbt - hvorefter Uffe måtte indse at hans tropper ikke længere var i stand til at kæmpe, og flygtede i samme retning som Pers carthagensere.
Tabstavlen:
Uffe: 2x Knights, 1x Peasants, 1x Spearmen, 1x Archers: 325 og Broken
Per: 2x Mt Skirmishers, 1x Skirmishers, 1x Warband, ½x Infantry: 160 og Broken (Fejl!)
Jens: ½x Skirmishers, ½x Heavy Cavalry, 1½x Legions: 155
Kasper: ingen tab: 0
Afsluttende bemærkninger:
Allerførst må vi alle undskylde overfor Per og hans nordafrikanere... ikke nok med at vi fuldstændigt havde fejllæst Jens Maniple-regler (vi spillede med et ekstra save per hit, og ikke per supporting stand) - der gjorde romerne til rene kampvogne - så fik vi også en hjerneblødning og talte skirmishere med til at afgøre om han var broken eller ej. I realiteten havde han kun mistet 1½ enhed af tællende tropper og ville sandsynligvis have moset romerne - især hvis ikke de havde haft deres mirakuløse rustninger på. Og alligevel var han kun én terning (eller et gennemsnitligt slag) fra at dræbe den romerske general i en meget underholdende kamp hvor tribunen løb rundt og prøvede at gemme sig mellem de hurtigt dræbte skirmishere.
Derudover må man sige at det romerske ryteri var imponerende dygtige til at udrydde skirmishere; på 1½ tur kværnede de ubesværet gennem to gange numidere og en gang fodskirmishere - meget imponerende.
På "rytteri"-siden var stillingen længe præget af en interessant skak-situation; hverken Uffe eller Kasper turde angribe med deres ryttere da de vidste der stod lignende tropper klar til at modangribe. Uffes fordel af en 3 mod 2 ratio af ryttere blev afbalancerede af dels de bedre teutonske ryttere og dels deres skjold af skytter og fodfolk der hold sig mellem rytterne. Derfor var de første ture præget af (manglende) manøvrer og Kaspers mange archers der skød Uffes tropper i stykker i langsomt tempo. Først da Uffe satsede og prøvede at fange de indbydende rytterløse romerske fodfolk på åben mark og stoppede med ryggen til Kaspers tropper skiftede situationen. To nemme ordrer senere og vi fik igen at se hvor imponerende tungt rytteri der rammer modstanderen i flanken kan være. 220 points walisiske ryttere blev hurtigt kværnet uden problemer.
Igen spillede terrænet en stor rolle (begge fløje blev beskyttet/generet af skoven og floden) og vi prøver nok med endnu mindre næste gang.
Alt i alt en god og hyggelig (og blodig) spilleaften hvor reglerne (hvis bare vi kunne huske dem) endnu engang viste deres fornøjelige velspillelighed.
Old comments:
Uffe: Ganske flot kampbeskrivelse. Meget mere levende end de ellers plejer at være.
Jens: Ja, men litt flere stavefegl ... eller er det bare nogle sjusgede slåfegl?
Per: Imponerende beretning. Hvis der ikke snart melder sig interesserede reklamefolk som sponsorer for denne blog, vil jeg nok selv gøre det.
Per
Kasper: Jens, hvor staver du egentligt dårligt!
mvh Kasper
No comments:
Post a Comment